Artikler

Jeg har med årerne bidraget med forskellige artikler til Colliebladet. Nogle var "sakset" andetsteds fra, men hovedparten har jeg selv skrevet, og sidstnævnte er her på siden. Du bør bemærke, hvilket år artiklen er offentliggjort i, da de informationer artiklen indeholder måske ikke i dag er ”up to date”. Der vil til disse være en efterskrift, hvis punkter i artiklen er ændret væsentligt.

* DE KÆRE HUNDE (en lille pudsig historie !)

* EN HUND OG EN MOTORSAV (hvor galt kan det gå )

* LEV STÆRKT, NÆGT AT DØ UNG (om at redde en hund med alternativ behandling)

* KASTE PIND ! – EN SJOV AKTIVITET…….DER KAN VÆRE DØDSENS FARLIG. (Beretning om en uheldig hund og ejer)

* EN COLLIE TIL INSTINKTPRØVE (Brina til instinktprøve på får )

* MASSAGE AF HUNDE (Hvad går ”Hundemassage” ud på ?!)

* FRA ET HALT FORBEN TIL SKÆVE HALS- OG LÆNDEHVIRVLER (Beretning om behandling af halthed ved kiropraktor og massør)

* FØRSTEHJÆLP TIL HUNDE ( Beretning fra DKK’s kursus om førstehjælp til hunde)

* DKK’S KOLLEKTIVE ØJENUNDERSØGELSER (Beretning )

* HD-INDEKSET – ET REDSKAB TIL FORBEDRING AF HD-STATUS’EN (Beretning fra foredrag og på basis heraf beskrivelse af indekset)

* MIN COLLIE BLEV HD-FOTOGRAFERET (Beretning og lidt om HD)

* KENNEL ELLER STUEOPDRÆT ? (Hvad er forskellen og hvad skal man vælge?)

Tilbage til dansk hovedside

………………………………………………………………………………………………………..

DE KÆRE HUNDE

(Colliebladet nr. 2. april 1999)

Livet med Collies er skønt. Født velopdragne, med en medfødt evne til at "samle" familien (flokken), og skabe glæde. Altså, det vil sige som regel !

Men så var der den lørdag eftermiddag, hvor vi gensidigt kastede mistanken på hinanden for at have spist den halve pose lakridser som lå på sofabordet om formiddagen. Hårdnakket benægtede vi begge. Hvorfor kaste mistanken på hundene. De ved jo godt, at man ikke tager noget fra bordet, hvis man har livet kært !

Nå, vi vender lige den tomme pose en gang for at undersøge spor efter eventuelle snuder og/eller savlende tunger. Intet ! Nå, alderen trykker jo en gang imellem på hukommelsen, så vi må jo have spist det hele om fredagen. Overskudsproduktet efter lørdagens gængse tørfoder kom naturligvis ud som det plejer om søndagen - og så også helt ud som det plejer. Så ingen alarmer ringede dér.

Sliksultne individer vil som regel hente hjælp hos nærmeste supermarked, så ny pose blev indkøbt - dog med et indhold af både bolsjer, lakrids, skum og vingummi. Og da det var en temmelig stor pose, var der en hel del tilbage, da vi gik til køjs.

Om natten motiverende en sagte raslen os til at kæmpe os ud af søvnens tag - en slikpose-raslen. Manden i huset var for en gangs skyld først oppe og få sekunder efter hørtes både nogle særdeles vrede "slemme hund" udbrud - og diverse andre gloser, efterfulgt af nogle ynkelige piv-piv. Det efterfølgende referat var således. Hunden var grebet på fast gerning i at spise slikket i posen, og beviserne var overvældende; Plastikposen sad stadig fast om snuden på tyven !

Mysteriet om de forsvundne lakridser om lørdagen, mente vi, nu også måtte være opklaret.

Det lyder utroligt, men hunden havde overhovedet intet mén af, at have fortæret en halv pose lakrids og en halv pose blandet slik. Mave og tarm fungerede upåklageligt. Hvad der tværtimod kan give særdeles tynd mave, er dyrlægens de bedste og mest ernæringsrigtige kiks !!

Tilbage til toppen

……………………………………………………………………………………………

EN HUND OG EN MOTORSAV !

(Colliebladet nr. 1, februar 2001)

Din første tanke efter at have læst overskriften er formodentlig, at en hund og en motorsav ikke ligefrem lyder som en god kombination. Det er det heller ikke! Og slet ikke når det drejer sig om en tændt motorsav.

Vi har nok alle en gang oplevet en farlig og nervepirrende situation, hvor vi priser os lykkelige for, at der ikke skete noget, eller der ikke skete mere end der gjorde. Disse oplevelser glemmer vi aldrig, og vi både lærer af og husker dem. Situationen med motorsaven var af denne art.

Bonnie kunne hverken lide plæneklipper eller motorsave, og skældte voldsomt ud når de blev tændt. Et ordentlig klaps-af skulle være nok til at lære hende, at hun skulle holde sig væk, mente ejeren. Så det fik hun. Men hunde der har set sig sur på noget, glemmer ikke så let.

Næste gang motorsaven blev tændt, skulle den selv have et klaps-af, synes Bonnie, og som tænkt så gjort – hun angreb. Det blev ikke Bonnie, der gik af med sejren i den kamp, som i øvrigt var afgjort på et split-sekund !

Selv om vi vel dårligt kan tale om held, var hun så ”heldig” at det kun kostede hende 3 dage på dyrehospitalet, den store rovtand i overmunden og delvist et par mindre tænder, samt en flænset kind, der måtte syes og have dræn i et par dage. Havde hun sprunget bare en anelse mere ivrigt op efter saven, var det kæberne, der ville være blevet skåret over. Det havde der ikke været så meget at stille op med.

Hvor morsomt, eller irriterende, er det ikke, når hunden betragter støvsugeren som et farligt væsen, den må angribe ?! Mindre behageligt bliver det, når det gælder farligere ting som plæneklipperen. Den elektriske kødkniv. Hækkesaksen. Eller hvad med biler. Tænker vi på, hvor utroligt farligt disse ting kan blive, hvis det går galt ? Nej, ikke før end det er for sent.

Hvor stor risiko er der så for, at det kan blive for farligt for hunden ? Vi har lært, at vi må tænke på hunden som på Camilla, vores yngste familiemedlem på 2 år. De tænker lige meget over tingene og er lige uforudsigelige og nysgerrige. Vil vi ikke have Camilla et sted, fordi det kan blive for farligt, ja så bør hunden heller ikke være der. Bonnie ser nydelig ud i dag, men mundvigen lukker ikke helt så tæt som før. Hun reagerer heller ikke længere på den elektriske kødkniv, så måske har hun lært og husker ?!

Pas på jeres hunde derude. Det kan blive alvor meget hurtigt.

Tilbage til toppen

……………………………………………………………..

LEV STÆRKT ……….NÆGT AT DØ UNG

(Colliebladet nr. 1, februar 2001)

Der kommer altid en dag, hvor vi for evigt må sige farvel til vores hund, og ligegyldigt hvor gammel eller ung hunden er, er vi vist aldrig forberedt på det – selv om vi ved, at dagen må komme. I de fleste tilfælde er det nok dyrlægen der giver ”dødsdommen” over din hund, da denne vurderer og rådgiver om, hvornår det er tid til at sige farvel. Engang imellem er dyrlægen bare lidt for hurtig ! Det kan være hunden der ”kæmper” videre, og/eller det kan være ejeren der nægter at acceptere dommen.

Som Brina, der 7 år gammel fik dommen;

”Det er formodentligt en svulst i leveren – godartet eller ondartet – det betyder ikke så meget. Tag’ din hund med hjem og nyd den tid, den har tilbage”.

Forhistorien er at hunden ved et tilfælde via blodprøve fik konstateret forhøjet ”levertal”, hvilket vil sige, at leveren var dårlig fungerende. Selv om hun herefter fik seniorfoder der belaster leveren mindre, viste en ny blodprøve en måned senere, at ”levertallet” var steget dramatisk – at leveren nu havde det endnu dårligere. Hun var samtidig kommet i løbetid, men standsede midt i det hele. Blodværdierne var også blevet forringet, hvilket kunne tyde på, ifølge dyrlægen, at hundens system var gået til ”angreb” på sit eget blod.

Så dyrlægen ville altså sende os hjem med beskeden om, at der ikke var noget at gøre, og vi bare skulle nyde den sidst tid sammen. Punktum ! Efter en længere diskussion indvilgede dyrlægen i, at rådføre sig med den erfarne dyrlæge om, hvorvidt der kunne foretages relevante undersøgelser.

Hvordan skulle man kunne behandle en hund, hvis man ikke har stillet en præcis diagnose. Og hvordan kunne man stille en diagnose uden at have foretaget undersøgelser ?

Det var tydeligt, at den unge dyrlæge ikke umiddelbart selv havde tænkt sig at undersøge hunden og finde årsagen til det høje ”levertal”, men bare holdt sig til nemme gætterier. Jeg indså, at hvis min hund skulle have en chance, måtte jeg spørge, insistere, og fordybe mig i min bog om hundens sygdomme, så jeg selv kunne snakke lidt med – eller i hvert fald forstå lidt. Heldigvis tog den erfarne dyrlæge over, og samtidig forsynede jeg dyrlægen med en 2 sider lang beskrivelse af min hunds helbred og livsvilkår de sidste år; Hvad hun spiste, hvilke medicin hund havde fået, hvilke loppebekæmpelsesmidler jeg brugte, m.v. Noget som måske kunne give dyrlægen en idé til, hvad der kunne have skabt leverproblemet.

Så fulgte adskillige undersøgelser, og én efter én uden resultat. Og konstant spurgte jeg; Hvad kunne vi så undersøge, og hvad var dyrlægens næste skridt, og hvad betød dét, og dét. Min hunds eneste chance var et konstant ”pres” på dyrlægen om, at denne skulle give oplæg til yderligere undersøgelser. Og havde det ikke været nok, havde jeg straks søgt andre dyrlæger. Ikke alm. praktiserende dyrlæger, men eksperter.

Eksperten blev nødvendig.

En prøve skulle til et andet laboratorium, og mens svaret lod vente på sig i et par uger, nægtede jeg at sidde med hænderne i skødet. Da ingen prøver havde givet resultat, og der derfor ikke kunne sættes behandling ind, gik jeg en alternativ vej, nemlig at prøve at skabe balance i hundens krop, så tingene ikke blev værre i ventetiden.

Et tidligere foredrag om akupunktur arrangeret af DCK’s lokalrepræsentant, gav mig ideen til at prøve denne behandling – som i hvert fald er meget anerkendt inden for behandlingen af mennesker.

DCK’s lokalrepræsentant kunne henvise til en dygtig akupunktør og dyrlæge, som hun selv havde brugt. Hvis jeg skal forklare akupunkturen med mine egne forestillinger, vil jeg beskrive det således, at hele kroppen arbejder som et stor system. Der er flere energicentre (dyrlægen siger medianer), hvorfra energistrømme flyder fra og til. Hvis der er noget galt ét sted, kan det give en prop et andet sted – som et lukket vandløb der flyder over længere oppe.

Når der var noget galt med hundens lever, men ingen prøver viste noget, kunne det være, at det var galt med energistrømmen i hunden et eller flere steder. Eller også ville den dårlige lever blive ”proppen” og dermed årsagen til flere dårligdomme andre steder i kroppen. Helbredelsen havde jeg aldrig håbet på. Faktisk er jeg ikke selv helt overbevist om det dér lidt ”okkulte”, der er totalt nyt for mig. Men jeg håbede, at der kunne skabes lidt balance, så ikke alt”tippede” helt over.

På forhånd havde min dyrlæge meget venligt faxet min tæves journal til akupunktøren, der også ved alle konsultationerne brugte meget tid på at snakke mig om, hvordan hunden reagerede og opførte sig. Så mærkede han på hundens medianer (punkter på kroppen). Milt og nyremedianen viste symptomer – under en af konsultationerne også tyndtarmsmedianen (det passede med, at hun havde let diarre). Derefter behandlede han med nåle – hunden lignede lidt et pindsvin med nåle i ryg, baglår og håndled. I alt tre gange måtte jeg af sted til dyrlægen i Vig 1 times kørsel fra hjemmet, og derefter tjekkede vi blodet igen.

Jeg troede først ikke mine egne øjne, da jeg modtog faxen med tallene. Levertallet var fuldstændigt normalt og blodværdierne på vej op. Var det en fejl ? En ny blodprøve en måned senere viste stadig normal lever- og blodværdi, og kolesteroltallet var på vej ned - det hjalp sikkert også, at vi skar drastisk ned på antallet og formen af godbidder (undgik kød).

Den sidste prøve 3 mdr. senere viste stadig en stabil lever. Og da hunden nu var rask, blev der ikke taget flere prøver. Hvad det var, hunden fejlede, får vi aldrig nogensinde svar på. Ifølge dyrlægen kan en leverfunktion ikke bare svinge så meget uden en grund, og ”levertallet” havde været så højt, at de anså det for meget alvorligt - dødeligt.

Vi nyder stadig den tid, vi har sammen, i fulde drag. Og jeg er blevet noget mere stædig og krævende overfor dyrlægerne…….for selv om den første dyrlæge åbenbart accepterede det, så nægter jeg altså , at min hund skal dø ung.

Tilbage til toppen

…………………………………………………………………………………………..

KASTE PIND ! – EN SJOV AKTIVITET…….DER KAN VÆRE DØDSENS FARLIG.

(Colliebladet nr. 1 februar 1995)

Som ejer af en af de sjældne ”apport-elskende” Collies, som finder og henter alle pinde i en radius af 500 m, for derefter at tigge sin ejer om at kaste pinden, så har man også kastet med pinde rundt regnet en milliard gange. Hunden elsker simpelthen denne sport og vil ejeren pludselig ikke tage imod pinden, så må der være noget i vejen med den – og vupsi ! er der fundet en ny pind frem. Dur den heller ikke, ja så henter man bare en ny til den kræsne ejer.

Den erfarne hundeejer ved jo egentlig godt, at man egentlig slet ikke bør lade hunden foretage disse opbremsninger som pinden foranlediger, da bagpartiet på længere sigt kan tage skade heraf. (Dyrlæge Birgitte Schjøth har bl.a. nævnt dette i et foredrag for ca. 4 år siden).

Men mange ting er risikable i hverdagen og ønsker man et rimeligt frit og aktivt liv, så bliver mange ting ignoreret. Så man kaster troligt pind…..lige til den dag, hvor hunden får pinden i halsen !

For Brina skete dette en mandag formiddag i oktober. Jeg skulle lige kaste ”den sidste gang”, som altså blev én gang for meget. En lidt for tung pind som fløj langsomt og derfor landede næsten samtidig med, at Brina nåede den. Uheldigvis borede den ene ende af pinden sig ned i den bløde muld og den anden ende gik – fordi Brina ikke kunne nå at bremse – direkte ind i hendes åbne gab. På 30 meters afstand kan man kun ane, hvad der sker, men et efterfølgende højt PIV og en hund der kigger forvirret på pinden, forkastede alt tvivl om, hvad der skete. Der var intet blot at se i hendes mund, bortset fra nogle få blodtrevler, men hun var blevet meget stille og begyndte at hoste. I forvirringen fik jeg ikke set, om pinden lå på jorden, ej heller om der var brækket et stykke af den.

Da pinden kunne have forvoldt skade langt inde i munden, tog jeg straks til dyrlægen, som imidlertid ikke kunne se nogle skader i Brinas mund. Dyrlægen havde ikke de fornødne instrumenter til at se ned i halsen og synes, at jeg skulle se tiden an, men dog være opmærksom på, hvis Brina begyndte at savle meget. Jeg tog hjem med en hund, der var meget stille, og jeg var fuldstændig sikker på, at pinden havde forvoldt en eller anden skade eller et stykke var gået i hendes hals.

Umiddelbart efter hjemkomsten begyndte hun at savle kraftigt. Hendes øjne var meget forpinte og snart efter stod hun bare på gulvet uden at orke at flytte sig. Temperaturen målte jeg til 39,5, hvor en hund normalt har 38-38,5 C. En time efter hjemkomsten kontaktes dyrlægen igen, og vi blev henvist til Karlslunde Dyreklinik, som bad os komme med det samme.

Den unge kvindelige dyrlæge kunne heller ikke se nogle skader, men da Brinas temperatur var steget yderligere, fik Brina en penicillin-indsprøjtning. På grund af travlhed i klinikken, måtte jeg efterlade Brina, der først kunne bedøves og undersøges sidst på eftermiddagen. Ved halv otte tiden ringede dyrlægen og fortalte, at hun havde haft bedøvet Brina og kigget i halsen med en ”mini-kikkert” (der havde et fagudtryk, som jeg har glemt). Hun fandt ingen pind i halsen, men et lille hul foran under tungen (pinden havde været 2-delt i enden) og allerbagerst i munden, hvor tungen var hæftet fast, var pinden gået ind i tungens underdel i retning nedad efter halsen. Denne lomme, som pinden havde lavet inde i bag-tungen/struben, var 10 cm lang og fuld af bark og grus. Den blev spulet med saltvand og fyldt med penicillinsalve. Der blev ikke taget røngtenbillede, idet en pind generelt ikke er så fast et materiale, at den vil kunne ses på et røngtenbillede.

Da vi tirsdag eftermiddage skulle hente Brina, viste dyrlægen os et tegnet billede af en hunds mund og fortalte, hvor pinden var gået ind – kun få milimeter fra en stor blodåre. Var den blevet ramt, havde vi ikke været i tvivl om diagnosen, for så havde det blødt kraftigt. Samtidig fik vi en historie om, hvor galt det også kan gå: ” En hund var blevet indleveret for samme årsag som Brina, men man havde ikke kunne finde noget på røngten. 1 år efter fandt man ved en anden lejlighed, en lang pind i hundens hals. Hunden havde været lidt stivhalset i perioden, men havde ikke været så generet af pinden, at ejeren havde anet, at der var noget galt. Var pinden gået i luftrøret, var historien nok en anden”.

En hund der kun kunne logre to ryk med halen fik vi med hos hjem. Hun nægtede at sove, før end vi var hjemme. I det sidste døgn havde hun hverken drukket, spist eller besørget og sikkert heller ikke sovet. Vel hjemme tog hun to slurke vand, slugte en portion kold maizenagrød og lagde sig til at sove. Først 3 dage efter bemærkede vi, at hun drak vand igen. Hele tungen er én stor muskel, så hun har nok været så øm, at hun ikke har kunne drikke.

Til gengæld fik hun rigeligt vand i skånekosten – maizenagrød, kartoffelmos, mosede fiskeboller og torskerogn, franskbrød, m.v. Ti dage med en stor dosis penicillintabletter var planlagt, men medicinen fik hendes mave til at sige stop før det, og på 9. dagen måtte vi holde op med at give hende penicillin.

På den første lange tur dagen efter hjemkomsten tog Brina den første og bedste pind og, som hun fandt, og gav mig den. Nu hjælper dog ingen bedende øjne eller deprimerede udtryk. Frisbeen og slyngbolden har overtaget pindens plads og folk kigger beundrende op, når de ser en Collie komme flyvende over græsset og fange frisbeen i luften. Der findes andre ting, der er lige så sjove som pinde og langt mindre risikable.

Tilbage til toppen

………………………………………………………………………………………………………………..

HUNDEMASSAGE

(CB April 2001)

Hundemassage, hvad er det nu for noget ? Naturligvis massage af hunde ! Endnu relativt nyt indenfor hunde, men hesteejerne har haft denne mulighed længe, og nu er det endeligt hundenes tur. Du kan blive eksamineret hundemassør i løbet af et år for 16.000,-, men du kan også bare tage et week-end kursus til husbehov for 1.500,-. Din hund vil elske dig for det.

Så undertegnede drog sammen med hunden på et kursus i Hvalsø på Vestsjælland, og tilbragte en lærerig week-end i selskab med 4 andre kursister.

Mange mennesker har prøvet massage, og ved hvor godt det er for muskler, krop og sjæl. Det er egentlig ikke så meget anderledes, bare fordi vi snakker om hunde.

Massage er ikke bare en hyggelig nussen om hunden, men en aktiv påvirkning af mange dele af kroppen og dens funktioner. Alle aktive hunde- og hundeejere vil have gavn af, at massage varmer musklerne op og gør dem smidigere. Det er alfa omega som afspænding af musklerne efter et par aktive timer, ligegyldigt hvad din hund har lavet. Men massage bør også anvendes inden en anstrengende aktivitet igangsættes, f.eks. agility.

Hunde der har fået pådraget sig skader som giver arvæv, kan få langt færre gener af dette, idet effektiv massage kan mindske, og nogen gang helt fjerne, arvæv. I længden er det med til at din hund ”holder længere”.

Det samme er en anden af massagens virkninger på kroppen, for massage er nemlig udrensende. I massagen påvirkes også bindevævet, hvor der flyder væske (lymfen), og her får massagen gang i systemet, så affaldsstoffer hurtigere flyder væk. Hele lymfesystemet – kroppens ”rensningsanlæg” - bliver påvirket og motiveret til at arbejde bedre. Blodcirkulationen får samme påvirkning, og alt i alt bliver din hund generelt sundere og får bedre modstandskraft.

Endelig er massage – som mange men-nesker vil nikke genkendende til – utrolig afstressende. Massagens påvirkning af nervesystemet giver et godt redskab til hunde, der stresser for hurtigt op eller ikke kan stresse ned.

Kursisternes bevæggrunde for at deltage var forskellige; nogle havde en stresset hund der også løb agility og andre havde en gammel hund, der nu begyndte at have brug for, at deres muskler blev holdt ved lige.

Igennem kurset blev teori og praktik blandet. Teorien gav os en indsigt i hundens opbygning med hud, bindevæv, ydre muskler og indre muskler, knogler (et hundeskelet gik på omgang, så vi kunne se og føle), nervebaner og lymfe-systemer. Vi kom også kort ind på medianer, som akupunktører arbejder med. Teorien gav en uundværlig viden, for når man begynder at påvirke en levende organisme er det vigtigt, at man har den grundlæggende viden i orden. Man kan gøre skade, hvis man gør noget forkert. Der er eksempelvis tilstande, hvor massage ikke bør bruges; Ved betændelsestilstande, kræft og chok.

Det er ikke bare ”lige på og hårdt” med at trykke på muskler. I massagen arbejder man sig igennem lagene i hunden; varmer huden op, massager bindevævet og så når man til sidst ned til musklerne. Forinden søger man for god kontakt til hunden og undersøger den for sår, knuder m.v inden du overhovedet går i gang..

Vi startede om lørdagen med, ude-lukkende på hundens ryg, at lære alle de forskellige greb der skulle anvendes i de forskellige ”lag” af hunden. Da hundene skulle ”holde” hele kurset, blev alle greb øvet på hinandens rygge, førend det kom til hundene. Det var faktisk ikke altid så nemt, at få sine fingre og håndled til at bevæge sig på en bestemt måde.

Det absolut vanskeligste var; ”Hvor hårdt skal jeg trykke ?”. Det er ikke noget, du kan få forklaret mundligt eller læse i en bog. Trykket afhænger også fuldstændig af hunden. Så vores instruktørs ryg stod for skud under indlæring af alle grebene, idet hun på den måde kunne vurdere /mærke vores tryk. Vi var vist alle en forsigtig flok, der hver gang måtte høre, at vi skulle trykke hårdere. En sort blandings tæve på holdet der var meget kompakt og robust, skulle have et noget hårdere tryk, end jeg måtte give min 8 år tæve. Men alligevel synes jeg, det pres jeg blev anvist, var langt hårdere, end jeg nogensinde havde turde gøre selv.

Kursets 2. dag startede med en massage af hundens ryg med alle greb, vi havde lært om lørdagen. Nu trykkede jeg så hårdt, som instruktøren havde fortalt – med en vis skepsis, for hvad ville hunden sige ? Hun sagde absolut ingenting ! I løbet af dagen tilføjede vi lidt flere greb, og bevægede vi os ned over forben, skulder, bryst og bagben. Og hunden lå bare og snorksov på bordet, mens jeg maste mine fingre i hendes lår og skuldre. Jo, massage er virkelig afslappende.

Afrundingen på massagen var udstrækning af for- og bagben. Endelig lavede vi egentlige afstresning. Der er steder på kroppen, hvor berøring eller en trykken virker afstressende. Lette cirkel-formede bevægelser på kind og gummer fik øjnene på hunden til at lukke i. Det samme gjorde et tryk et bestemt sted på skulderbladet, der nærmest virkede som afbryderkontakt. Det krævede lidt øvelse at finde det, for man må mærke med fingrene, hvor skulderbladet er placeret, og hvor ”kammen” i skulderbladet går.

Èn week-end var alt der skulle til for at få en viden, der er ufattelig anvendelig og god – og kan holde hele livet. Selv om en gennemgribende massage vil tage 1-½ time, så kan du også bare bruge aftenen i sofaen til at massere mindre områder. Eksempelvis har min tæve tendens til halten på det ene forben, og med en gang massage i ny og næ kommer hun hurtigere over det. Min hund elskede week-enden så meget, at hun peb af genkendelses glæde, da vi ved kursus-stedet parkerede om morgenen på 2. dagen.

Der er læsestof om hundemassage på www.hundemassor.dk , hvor du kan læse mere.

Tilbage til toppen

…………………………………………………………………

FRA ET HALT FORBEN TIL SKÆVE HALS- OG LÆNDEHVIRVLER

(Colliebladet nr. 5 oktober 2001)

Behandlingsmulighederne for hunde er øget betragtelig de seneste år i takt med at der udbydes flere ”alternative” behandlingsmuligheder. Hvor måske røngtenbilleder og smertestillende piller tidligere ofte var mulighederne, behøver vi ikke længere stille os tilfreds med noget, der engang imellem kan virke halve løsninger. Vejen til en diagnose kan godt nok være kringlet, men med de nuværende mange diagnosticerings- og behandlingsmuligheder kan løsningen findes. Og hvem i alverden havde forestillet sig, at løsningen på en halten på et forben, skulle findes i behandling af nakke- , hals og lændehvirvler !?

Det er frustrerende, når ens hund begynder at halte på det ene forben, uden nogen påviselig grund - såsom et fald. Særligt frustrerende, når bedst som man tror, det er væk, kommer det halte forben igen - og med tiden bliver det bare værre og værre.

Det var tydeligt, at det var det venstre forben, men præcist hvor kom det fra ? Røngtenbilleder i forskellige vinkler af ben og skulder viste absolut ingenting. Så er der den sædvanlige med smertestillende piller og hvile ! Men heldigvis for en åbensindet og vidende dyrlæge der i stedet anbefalede en hundemassør, hvis fingre nærmest fungerede som ”røngten” på bløddelene (muskler/ sener).

Så hundemassør Torben Nielsen arbejdede sig igennem hunden fra hoved til hale, og fandt undervejs en ”nedfalden” skulder og en skævhed i lænden. Denne skævhed gav en skæv belastning af hundens højre og venstre side, og det var den venstre side det gik ud over. Denne skævhed kunne for det trænede øje også ses på bagbenenes afspark, der ikke var ens. Tre gange til hundemassør, af 1 times varighed, og så havde han umiddelbart gjort, hvad der var muligt i første omgang. Dernæst blev jeg sendt til hunde kiropraktor. Jo, du læste korrekt. En kiropraktor for hunde. Når vi mennesker kan få brug for kiropraktor blot ved tidens slid, forkerte stillinger m.v., så har hunde bestemt også brug for det. Bare tænk på, hvad jævnlige ryk i snoren giver af belastning på knoglerne. (Prøv at tage en snor på din egen hals og ryk !).

Egentlig er Marianne Bendixen oprindelig kiropraktor for heste, men næsten bogstaveligt talt blev hun sparket hen til hundene ! Hvis nogen har følsomme fingre er det Marianne. Hendes ”fingre” ser alt i knoglerne.

Kiropraktoren fandt en skæv øvre halshvirvel og skæve halshvirvler i det område, vi kan kalde manken. Skævheden i lænden fik massøren næsten bugt med, og kiropraktoren skulle kun let korrigere ryg- og lændehvirvlerne. Særligt de skæve mankehvirvler var hovedsynderen, idet mange af skulderens muskler er hæftet på i dette område. Logisk er det, at når hvirvlerne hælder til den ene side, bliver den ene side af hundens forpart mere belastet. Derfor så det ud til, at hunden haltede på det venstre forben. Før første kiropraktorbesøg havde hunden haltet i næsten 2 måneder. Massøren havde fjernet meget, men uden varsel kom det igen et par gange. En enkelt omgang nåede vi hos kiropraktoren inden vi skulle af sted til næste udstilling, men den omgang var nok til at klare sig igennem et par uger uden halten – og igennem udstillingen.

Vi skal dog beregne et par besøg mere hos kiropraktoren.

Dernæst har vi taget fat i vores anden hund. Også hun begyndte at halte for et par år siden i, hvad der så ud til at være forbenets ”håndled” – også uden påviselig grund. Dengang opsøgte vi en specialist i led, men han fandt intet, og vi fik smertestillende piller med hjem. Ingen berettede om kiropraktorer dengang. Så når en halten på et ben åbenbart ikke behøver at have noget egentlig med benet at gøre, bragte vi nu også den anden hund til kiropraktor. Hun var begyndt at gå langsommere og langsommere, så et eller andet skulle der gøres, også selv om hendes halten efterhånden var sjælden. Denne hund havde også en dårlig venstre skulder – så slemt at det kunne høres, da kiropraktoren slog det hele på plads - og ligeledes skæve halshvirvler. Også hun behøver et par behandlinger, og grundet hendes alder (8½ år) et kiropraktor besøg hvert halve år. Særligt kunne vi mærke på denne her hund, at behandlingen var en succes. Vi fik simpelthen en mere glad og adræt hund ud af det – med øjeblikkelig virkning.

Hvad gør vi dog ved vores hunde, må I tænke. Vi gør desværre det, at vi bor på 2. sal. Trapper er særdeles slemt for hunde og belaster især forparten. Så når vi bor på 2. sal og hundene går op og ned mindst 3 gange i døgnet år efter år, så slides der. Kiropraktorens råd er, at få lagt tæpper på trappen, da det støtter hunden bedre. Så nu er rådet hermed bragt videre til jer andre. Trapperne er dog ikke hovedsynderen til skævhederne, men er bestemt ikke med til at gøre det bedre. Træk i snoren, fald under leg i de yngre år, m.v. kan have en stor betydning. Trækket er nok hovedsynderen for hanhundens vedkommende, mens årsagen til vores ældste hunds halten er et mysterium.

Hos kiropraktoren oplevede vi, at nogle hundeejere blot tager deres hunde med til kiropraktoren til et eftersyn, uden at hunden har haft nogen symptomer. Ofte finder kiropraktoren da også små skævheder der kan korrigeres. Egentlig drejer det sig om, at vi blot vil passe godt på vores hunde, og da de ikke kan fortælle, hvis de går og er ømme eller har ondt, ja så kan en omgang til kiropraktor eller et par omgange massage – f.eks. en gang årligt, måske være givet godt ud. Priserne ligger i dag på h.h.v. 250,- og 400,- for massør og kiropraktor.

Tilbage til toppen

……………………………………………………………………

EN COLLIE TIL INSTINKTPRØVE

(Colliebladet nr. 5, oktober 1995)

Er Collien stadig en hyrdehund eller blot en selskabshund, efter at den for ca. 100 år siden blev gjort ”arbejdsløs” og i stedet primært anvendt i avlen ud fra udstillingsmæssige hensyn ?. Dette spørgsmål, samt håbet om at Collien har bevaret så meget instinkt, at den kan trænes som hyrdehund, fik mig til at tilmelde mig DKK kreds 1’s instinktprøve for hyrdehunde. Den foregik i juni i Hornsherred hos Pernille West og Kim Gaarde, der opdrætter Border Collies og er instruktører på hyrdehundetræningen.

Bearded Collie, Old English Sheepdog, Briard, Border Collie og min egen Collie blev testet denne dag. Hundene blev testet enkeltvis efter tur. Først med fårene i en fangefold ( ca. 3 m i daimeter) og hunden udenfor. En eller anden reaktion fra hunden overfor fårene, deres bevægelser og hyrdens bevægelser kunne vise, om den havde instinkt og hvor meget.

Nå ja, hun blev da ikke bange for fårene. Kiggede på dem, snusende lidt i græsset og blev meget opmærksom, da jeg kravlede over hegnet, ind til fårene og fik dem til at flytte sig omkring. Hendes gåen og løben omkring uden for hegnet, blev instruktørerne og jeg vist enige om, nok mere skyldes hendes tro på, at jeg drillede hende, end noget instinkt for at dirigere fårene.

En hyrdehunds opgave afhænger af racen. En Collie arbejder således, at den hele tiden har fårene mellem sig selv og hyrden. Vi så indledningsvis et eksempel på, i hvilken retning Brina helst skulle have reageret. En 4 måneder gammel Border Collie blev lukket ind til hyrden og placerede sig straks ret diagonalt på hyrden – på den anden side af fangefolden. Flyttede hyrden sig en meter mod højre, flyttede hunden sig ligeledes en meter, så hyrden stadig stod ret diagonalt med hunde. Hyrden sagde ikke en lyd. Alle hundens bevægelser var styret af et medfødt instinkt – hvilket de i øvrigt testes for i 8 ugers alderen.

Ingen kan selvfølgelig forvente, at en Collie der ikke er fremavlet på basis af sine instinkter, straks reagerer som en hyrdehund skal. I næste prøve blev fårene, Brina og jeg lukket ud i en større indhegning. Håbet var, at når Kim Gaarde og jeg puffede fårene af sted, ville Brina på en eller anden måde søge at holde fårene hen til hyrden, stoppe fårene eller i hvert fald være urolig over at de gik deres vej.

Men når fårene opfører sig ordentligt, er der jo ingen grund til at gøre noget som helst ved dem ! Brina kunne tydeligt mærke, at vi forventede, at hun gjorde noget bestemt, og at fårene var meget central i den sammenhæng, men havde tydeligvis ingen anelse om, hvad vi ønskede af hende. Til gengæld fik hun snuset en del.

Kim og Pernille havde haft en hund, der var næsten 1½ år før end den reagerede på fårene, så instinktet er ikke nødvendigvis et enten/eller begreb, men noget der måske kan dukke op senere i hunden liv. Kim og Pernille gjorde opmærksom på, at moderne dressur faktisk kunne være en hæmsko i forbindelse med hyrdehundetræning. En hyrdehund skal arbejde selvstændigt i stor afstand til hyrden, mens en lydighedshund arbejder tæt sammen med føreren. En hæmsko jeg mærkede, da Brina var svær at få til, at bevæge sig rund for sig selv og med afstand til mig ude i indhegningen.

(fra venstre; Brina (snuser !), får, Ulla og Kim Gaarde)

Jeg må jo nok konkludere, at min hund nok ikke kan kaldes en rigtig hyrdehund. Ganske vist har hun hyrdehundens ønske om at ”holde familien samlet”, dens omsorgsfuldhed, m.v. , men selvstændigheden og den ”hyrdende” adfærd er for minimal til, at hun p.t. kan trænes som hyrdehund.

Vi prøver igen om et års tid og håber samtidig, at Collieklubben og opdrætterne får øjnene op for, at hyrdehundeinstinktet er en ret så væsentlig del af Collien og det aktivt bør bevares – samt at flere Collieejere vil gribe chancen for at træne deres Collie som en rigtig hyrdehund, hvis instinktet er til stede.

Tilbage til toppen

………………………………………………………………………………………………………………

FØRSTEHJÆLP TIL HUNDE

(Colliebladet nr. 3, juli 1995)

Falkredder Søren Pilemann og DKk afholdt lørdag den 22. april kursus i førstehjælp til hunde. 25 hundeejere fik en spændende, hyggelig og ikke mindst utrolig lærerig dag.

………oplevet af Ulla Larsen.

Søren Pilemann er nærmest pioner indenfor førstehjælp til hunde. Med grundlag i sit job som falkredder/-dykker, har han i samarbejde med bl.a. dyrlæge Søren Karstensen, udarbejdet et lærehæfte i førstehjælp til hunde. Søren Pilemann har primært lavet kurset for persongrupper såsom Falck’s reddere, der kan opleve tilskadekomne hunde i forbindelse med f.eks. færdselsuheld, men som aldrig har fået undervisning i førstehjælp til hunde.

Vi kan imidlertid alle komme ud for, at skulle yde førstehjælp i forbindelse med ulykker, både til mennesker og dyr, og Søren Pilemann havde elegant tilrettet sit kursus efter deltagernes baggrund; Almindelige hundeejere med et minimum eller slet intet førstehjælpskendskab (til mennesker).

Kursets deltagere fik tilegnet sig en viden i at være forberedt på og tackle ulykker, hvor end de opstod; I færdselsuheld, i skoven, på agilitybanen, i hjemme, m.v. Brækkede ben, punkterede lunger, forgiftninger, ind- og udvendige blødninger, forbrændinger, m.v. er eksempler på ulykker, som kursets deltagere lærte at yde førstehjælp til. Derudover kom Søren Pilemann ind på kunstigt åndedræt, hjertemassage og måling af pulsen, samt lovgivningen og nødretten.

En stor overraskelse var det, at kommer en hund til skade, kan man ringe 112. Da dyr generelt har en meget lav prioritet, kan man risikere at vagthavende afviser alarmen, men ifølge lovgivningen er 112 altså også beregnet for dyr. Det vil være umuligt, at give et fyldestgørende referat af Søren Pilemanns kursus. Kurset var langt, men ikke langtrukket og Søren Pilemanns beretninger fra sit job gav en god forståelse af kursets emne. Lidt flere praktiske eksempler kunne der med stor fordel have været indflettet – Søren Pilemann forsøgte sig lejlighedsvis med sin Schæfer Zanta, der dog var for glad til, at forsøgene var helt vellykkede.

Med en opfordring til at gå hjem og øve sig på sin hund med forbindinger og puls-tagning, drog 25 trætte men lidt klogere hundefolk hjem med håbet om, at mange flere hundeejere vil bruge en dag til at lære førstehjælp til hunde og måske siden kunne redde sin og andre hundes liv.

Tilbage til toppen

………………………………………………………………………………………………………………….

DKK’S KOLLEKTIVE ØJENUNDERSØGELSER

………en beretning fra en ”uerfaren” deltager.

(Colliebladet nr 3, juni 1994)

DKK skrev i HUNDEN, at de ville afholde kollektive øjenundersøgelser i Solrød Strand den 17. april. Jeg besluttede, at udnytte tilbuddet, idet jeg håbede at min Collietæve Brina en dag bliver hundemor. Det kræver, at hun er sund og fri for arvelige sygdomme.

Ugen forinden fik jeg tilsendt brev vedr. Brina’s mødetidspunkt og praktiske oplysninger. Desværre faldt tidspunktet sammen med en konfirmation. En hurtig opringning til sekretæren for DKK’s sundhedsudvalg Per Gad-Hansen løste problemet – tidspunktet blev bare flyttet frem.

På selve dagen tjekkede vi ind hos en DKK medarbejder ved at oplyse hundens navn og fremvise stambogen til kontrol. Med i hånden fik jeg attesten som dyrlægen senere skulle udfylde.

I venteværelset befandt sig hunde af enhver race: Leonberger, Samojedespids, Spaniels, m.fl. Kort efter kom en dyrlæge og spurgte om Brina havde fået dryppet pupil-udvidende stof i øjnene. Et par sekunder efter var det gjort. Hun glippede lidt med øjnene, men ellers lod det ikke til at genere hende. De ventende hunde blev forbavsende hurtigt udskiftet. Jeg tror ikke, der var mange, der ventede i mere end 10 min., afhængigt af om hundens pupiller udvidede sig som forventet. En hund var ifølge en dyrlæge blevet dryppet to gange uden at pupillerne udvidede sig – hvortil en anden dyrlæge kommenterede, at den hund havde han også dryppet et par gange. En tredje dyrlæge anbefalede så et andet stof, der skulle virke bedre. Sådanne problemer er ikke til at forudsige.

Vi sad og ventede ca. 10 min., hvorefter dyrlægen kontrollerede, at pupillerne var udvidet. Brina fik ikke kontrolleret tatoveringsnummer, mens andre hunde gjorde, altså stikprøvekontrol. Dyrlægen viste os derefter ind i et meget mørke rum med to trimmeborde. I rummet var en anden hund allerede ved at blive undersøgt.

En dyrlæge lyste Brina ind i begge øjne, med et redskab han også kiggede igennem. Øjnene blev altså ikke berørt, kun lyst ind i. Dyrlægen fandt heldigvis ingen sygdomme, men en mærkelig grumset trekantet plet inde i venstre øje. En anden dyrlæge blev tilkaldt – samme procedure, bortset fra at vedkommende foretrak et anderledes udseende redskab. Fælles var, at de alle udsendt et stærkt lys ind i øjet på Brina. Selv om det må have været meget ubehageligt – hun kunne jo ikke som vanligt ved stærkt lys trække pupillerne sammen – opførte hun sig eksemplarisk. I mellemtiden var den anden hund blevet udskiftet med samojedespidsen, der var på undersøgelsesbordet i ca. 5-10 min. Det var – efter udskiftningstempoet i venteværelset at dømme – vist den normale undersøgelsestid. Bare ikke for Brina. Hun var inde i en halv time fordi:

En tredje dyrlæge blev tilkaldt for at se på det mærkeligt fænomen i øjet. Ingen kunne bedømme hvor langt inde i øjet pletten befandt sig, end sige, hvad det var. Der blev lyst og kigget i det uendelige synes Brina, der blev mere og mere trist over, at være centrum for opmærksomheden. Lidt hjalp det, at vores egen dyrlæge var med i undersøgelsesholdet som ”føl” for at lære om øjensygdomme og imens nye tilkaldte dyrlæger kiggede på Brina, kunne hun oversætte lidt af de ”volapyk” (fagudtryk), dyrlægerne omtalte fænomenet med.

I mellemtiden var vi flyttet ud på gangen, fordi værelset pga solen blev lysere og lysere, hvorved dyrlægerne havde sværere ved at se i øjet. Her fik jeg chancen for, selv at se, hvad det var, dyrlægerne var så interesseret i. Min dyrlæge lyste i Brinas venstre øje og fortalte, hvad jeg skulle kigge efter. Inde i øjet så jeg nogle små grumsede prikker, der dannede en meget fin trekant med spidsen opad. Det var umuligt at vurdere, hvor i øjet det befandt sig, da øjet synes som et uendeligt stort rum uden ende. Ifølge min dyrlæge havde Brina ingen gener af pletten – hun kunne formodentlig ikke selv se den.

Da dyrlægerne ikke vidste, hvad pletten var, anbefalede de ny undersøgelse om et år, for at se om den havde ændret sig. Min dyrlæge sagde, at der mest blev skuet til den antagelse, at pletten var rester fra dannelsen af øjet i fosterstadiet.

Turen gik hjemad med en kopi af attesten i hånden, hvor pletten var aftegnet i nogle skitser af øjet, så dyrlægerne næste år forhåbentlig kan fastslå, hvad denne ”ufo” er. Resten af dagen blev Brina holdt fri af stærk lys og træk, da øjnene er meget følsomme pga, at pupiludvidende stof, der virker mange timer efter.

Trods Brinas lidt langtrukken og lidt sikkert ubehagelig undersøgelse, er det rart at vide, hun er sund og at slemme øjensygdomme formodentlig ikke pludselig kan ramme hende. Tilbage er kun ”pletten”, som vi tjekker næste år.

Efterskrift; Et år senere blev øjet undersøgt igen. Stadig var pletten dér, fuldstændig uændret. Dyrlægerne var nu enige om, at det var noget ubetydeligt, som intet havde med øjensygdomme at gøre, og attesten lød på ”ingen tegn på arvelige øjensygdomme”.

Tilbage til toppen

…………………………………………………………………………………………………………………..

HD-INDEKSET – ET REDSKAB TIL FORBEDRING AF HD-STATUS’EN

(Colliebladet nr. 3, juli 1995)

Collies har ikke markante problemer med hofteledsdysplasi (HD) i forhold til mange andre racer, men fra 1990 og frem, har i gns. 18% af de HD-fotograferede Collies fået konstateret HD, dog fortrinsvis i 1. grad, men Collieracens HD-status kan ergo stadig forbedres.

DKK giver nu opdrætterne en reel mulighed for at vurdere hundens avlsværdi i relation til HD ved hjælp af HD-indekset og dermed en god mulighed for at kunne forbedre racens samlede HD-status.

Men det kræver, at et langt større antal Collies bliver HD-fotograferet, hvorfor ikke-opdrættere må give en hånd med.

……En oversigt over en deltagers vurdering af HD-seminarets indhold og konklusioner, med grundlag i professor Erik Andresens foredrag og den efterfølgende debat ;

Udbredelsen af hofteledsdysplasi har hidtil været vanskelig at styre, idet HD er en kompliceret lidelse, der kan ”skjule” sig i generne og først vise sig langt senere i arverækken. HD´en har en ”kompliceret arvegang” med et samspil mellem mange gener, der påvirker i forskellig grad. Disse ”negative” geners (HD-bærende gener) tilstedeværelse kan ikke opdages med mindre Collien får konstateret HD, idet HD er en tærskelsygdom, der ikke kun foranlediges af arveligheden, men i høj grad af miljømæssige påvirkninger. Miljøet er således i stor grad ansvarlig for, om de HD-bærende gener viser sig (via HD-status), samt med hvilken styrke (HD-grad). Miljøfaktorer kan eksempelvis være fysiske opvækstbetingelser og belastninger.

I HUNDEN er opstillet 43 Schæfer-hanner med hver deres HD-indeks. HD-indekset er et udtryk for hver avlshan’s avlsmæssige værdi, d.v.s. hvor mange af hans afkom er HD-frit kontra har HD. HD-indekset beregnes individuelt ud fra HD bedømmelserne fra hver avlshan eget afkom.

Et indeks over 100 betyder, at hannen giver forholdsvis mange HD-frie afkom, hvorimod et indeks under 100 øger den relative forekomst af afkom med HD (* målt i forhold til racen som helhed).

Jette Hansen fra Schæferhundeklubben gav på seminaret en oversigt over, hvilken HD-værdi selve avlshannerne havde. Blandt hanner med et indeks under 100, havde 3 hanner en HD-status ”C”, 6 havde ”B” og 11 havde ”A”. Hanner med HD-indeks over 100 fordelte sig således, at 3 hanner havde C-status, 4 havde B og 13 havde A. Konklusionen må være, at avlshannernes egen HD-status ikke er en garanti for afkommets HD-status, idet både ”A” og ”C” hanner havde høje/lave HD-indeks.

Dette afspejler hvor kompliceret arvegangen er, så kun ved systematisk at fjerne ”dårlige” gener, har man en reel chance for at forbedre HD-statusen, idet de HD-bærende genere generelt ikke viser sig i avlsdyrene – langt de fleste avlsdyr er jo HD-frie – kan opdrættere kun udsøge disse gener, når de viser sig, dvs i afkommet, hvis disse får HD.

HD-indekset bør beregnes på minimum 15 stk. afkom fra hver avlshund (antallet er fastsat ud fra statistiske årsager). Jo flere der inddrages, des større bliver sikkerheden i resultatet og dermed troværdigheden af indekset (* se efterskrift). Antallet må selvfølgelig ses i lyset af, hvor mange stk. afkom hanner har produceret. Er hannen far til 15 hunde, alle HD-fotograferet, vil 100% af afkommet være inddraget og HD-indekset er helt troværdigt, da vi ikke skal gætte os til en del af afkommets HD-status.

Hvis kun en lille del af avlshannens afkom er HD-fotograferet, bliver resultatet knaps så sikkert. Hvis kun 20 hunde ud af 100 stk afkom er HD-fotograferet, kendes kun 20% af alt afkommets HD-status med sikkerhed, hvormed HD-indekset egentlig kun gælder for de 20%. I praksis anvendes og betragtes HD-indekset som værende gældende for alt afkommet og graden af sikkerhed for HD-indekset beskriver således, i hvor høj grad vi mener, at de f.eks. 20% er repræsentativt for alt afkommet. Ved en høj sikkerhedsværdi anses det ikke-fotograferede afkom for, at have samme fordeling på de forskellige HD-grader, som det fotograferede afkom. En parallel kan drages til de tilbagevendende opinionsmålinger forud for et valg. Interviews med måske blot 5% af befolkningen kan give et rimeligt billede af, hvordan valgresultatet vil blive.

Dertil kommer sammenligningen mellem HD-indekser, hvilket er hele ideen i HD-indekset som redskab til minimering af HD forekomsten. Avlshannerne bliver opstillet i en rækkeorden fra størst til mindst indeks. Erik Andresen anbefaler, kun at anvende avlshanner med indeks over 100, dvs anvende de hanner der giver relativt flere HD-frie afkom end for avlsdyrerne som helhed. Men…….man kan som opdrætter risikere at skulle vurdere store/små indeks overfor graden af sikkerhed. Eksempel: King har indeks 110 og indekset anses for at være troværdigt. Max har indeks 180 og en lille troværdighed (NB: Troværdigheden/sikkerhed hænger sammen med antallet af fotograferinger – ikke høj/lav indeks). Opdrætteren bliver nu stillet overfor et valg mellem et høj, men mindre sikkert indeks, og et lavere men mere sikkert indeks. Hvilken avlshan er den bedste ?

Det vil i alle tilfælde være op til opdrætteren at vurdere og vælge, men ingen kan med sikkerhed fortælle, hvilket valg der er det rigtige.

Det vigtigste, og hele ideen i HD-indekset er, at opdrætterne nu får en reel chance for at vurdere avlsværdien og dermed får mulighed for at udvælge de bedste avlshanner på HD-området.

Endnu er et indeks for tæver ikke udarbejdet, idet de sjældent får 15 stk. afkom, og derefter har kuld i vente, og et indeks med færre antal end 15 kuld giver ikke et brugbart billede af avlsværdien. Erik Andresen anbefaler derfor, at man kun anvender avlstæver der er HD-fri (A1, A2, B1). (* se efterskrift)

Summa Summarum: Anvendelsen af en avlshund med f.eks. A2 giver ingen garanti for, at afkommet bliver HD-frit, men HD-statusen er ikke overflødig af den grund. En hund med C2 er alt andet lige behæftet med større risiko for at give ”HD-bærende gener” videre til afkommet, idet en C2-Collie med sikkerhed er arveligt disponeret for HD, mens en A1-Collie har gode chancer for, ikke at være disponeret.

Hvis et HD-indeks for Collie avlshanner skal give et så sandt billede af avlsværdierne som muligt, er det nødvendigt at HD-fotografere en langt større del af Collierne end tilfældet er i dag. Jo flere fotograferinger, des bedre og des større mulighed har opdrætterne for, udelukkende at avle HD-frie hunde.

Forhåbentlig vil flere Collieejere hjælpe opdrætterne med at forbedre racens HD-status yderligere, ved at lade deres Collies HD-fotografere. Det kræver, at opdrætterne er seriøse og aktivt søger at begrænse HD’en via indekset, for hvilken Collieejer vil bruge 6-800 kr. på en fotografering, hvis opdrætterne ikke anvender det til noget. ?

Opdrætterne kan søge at motivere hvalpekøberne til at lade deres hunde HD-fotografere, f.eks. med en HD-garanti (m/ erstatning hvis hunden har HD over grad x) eller måske indkalde hvalpekøbere til HD-fotografering, når hunden er 1 år. En stor fordel vil det være, om DKK fulgte deres HD-indeks op med kollektive HD-fotograferinger til spot-pris, som de p.t. gør med kollektive øjenundersøgelser. Forhåbentlig slipper vi i fremtiden fuldstændigt for at se Collies, der er gangbesværet eller må aflives pga en meningsløs HD. Eller for at skulle fraråde hunde at gå på trapper fordi det kan fremskynde HD. En fuldstændig HD-fri race kan, ifølge Erik Andresen, opnås i løbet af 25 år ved aktiv HD-bekæmpelse.

* Efterskrift. HD-indekset bliver i dag beregnet på alle hunde, der har haft blot 5 stk. afkom. Det kan i realiteten også beregnes hos hunde uden afkom, idet man bl.a. anvender forældre og søskende i beregningen. Hos Dansk Collie Klub kan du abonnere på HD-resultaterne, der udgives 2 gange årligt, og her medsendes også alle HD-indeks.

Tilbage til toppen

…………………………………………………………………………………………………………………..

MIN COLLIE BLEV HD-FOTOGRAFERET

(Colliebladet nr. 4, august 1994)

HD-fotografering – er det noget, man skal udsætte sin hund for, og hvordan foregår røngtenfotograferingen af hundens hofter egentlig ?

……….en beskrivelse af forløbet, fra beslutning om HD-fotografering til resultatet foreligger og efterfølgende bemærkninger ;

Grundene til at lade sin Collie HD-fotografere kan være talrige. I mange tilfælde kan ønsket om avl være gældende. I Collie stambøger er påtegnet en klausul om, at der ikke kan stambogsføres hvalpe, hvis forældrehundene ikke er HD-fotograferet. Der står for øvrigt intet om, at forældrehundene skal være HD-frie, kun at de skal være fotograferet. Der er ikke fastsat en nedre grænse for HD i relation til avl for Collies. Kategorien C1 har været fremlagt på generalforsamlingen den 20. marts 1994, men forslaget har ikke vundet gehør. I andre tilfælde kan mistanke om sygdom eller skade på hofterne foranledige en fotografering.

Hvis Dansk Kennel Klub (DKK) skal bedømme billederne (hvis ejeren ønsker HD-resultatet indskrevet i stambogen), skal Collies være mindst 12 måneder ved fotograferingen.

Hvad koster det ? Indledningsvist må dyrlægen kontaktes. Hvis kontakten ikke er afledt af sygdom, vil første spørgsmål nok være: ”Hvad koster det ?”. En rundspørge hos dyrlæger kan vise en variation i prisen på f.eks. kr. 600,- / 735,- / 750,- . Der kan utvivlsomt findes både lavere og højere priser, men dyrlægens arbejde er det samme. Derudover skal DKK have 100,- kr. for at bedømme billederne, men viser det sig at hunden har HD i graden D eller E, tilbagebetales gebyret ( se også Colliebladet nr. 1 1993). Dansk Collie Klub yder et tilskud på kr. 100,- til HD-fotograferingen, hvis man indsender resultatet fra DKK (diagnosekort) til DCK’s sundhedsudvalg. (* se efterskrift)

Hvilken dyrlæge skal jeg vælge ? : Valg af dyrlæge behøver ikke blive taget med grundlag i prisen. Tillidsforholdet er nok endnu vigtigere. Man må kunne stole på, at dyrlægen kan tage gode billeder og give en ordentlig service og vejledning.

Det kan i nogle tilfælde være relevant, at forespørge DKK om begrænsninger angående dyrlæger (se f.eks. DKK’s blad HUNDEN nr. 3 1994). DKK kan nægte, at bedømme billeder taget af en bestemt dyrlæge (*se efterskrift) , eller f.eks. ophæve dyrlægens anonymitet overfor bedømmelsesudvalget. Det vil være rart at kende til disse begrænsninger, før man vælger dyrlæge. Helst vil man vel have en anerkendt dyrlæge, hvis billeder bedømmes på samme vilkår som alle andre.

Hvilke forberedelser er der og hvilken dato skal jeg vælge ? Når dyrlægen er valgt følger bestilling af tid, der i nogle tilfælde kan kræve planlæggelse. Da dyrlægen indsender hundens stambog sammen med røngtenbillederne til DKK, må der tages hensyn til andre arrangementer. Eksempelvis skal stambogen medtages på udstillinger. (* se efterskrift). Så lad ikke hunden HD-fotografere i ugen op til et arrangement, idet DKK er minimum 8 dage om bedømmelserne og returnering af stambogen.

I forbindelse med bestilling af tid, bør dyrlægen give praktiske informationer. Fodring kan være relevant emne. Hvis hunden er urolig på bordet (hvad der kan være naturligt, idet den skal ligge i en uvant stilling på ryggen), vil en tom mave være bedre end en fuld. Så undgå fodring i timerne op til fotograferingen. Stambogen skal ligeledes medtages, idet DKK skal have denne i hænde sammen med kr. 100,-, der kan vedlægges i check eller evt. konstanter (*eller indbetales på giro – husk angivelse af, hvad det dækker og kopi af kvittering til indsendelse sammen med billederne). Dyrlægen sørger for at indsende dette til DKK sammen med røngtenbillederne.

Skal hunden bedøves, og må jeg selv deltage under fotograferingen ? Dyrlæger håndterer fotograferingen forskelligt. Nogle dyrlæger bedøver konsekvent hunden, hvorimod den dyrlæge jeg havde kontaktet, så godt som aldrig anvendte bedøvelse. Kun i tilfælde hvor hunden f.eks. prustede meget (hvilket store racer som Newfoundlændere gør) og derved ikke lå fuldstændig stille, kunne bedøvelse være nødvendig. Hvorvidt ejeren selv må deltage i fotograferingen, eller bare afleverer hunden og henter den et par timer efter, vil formodentlig også have betydning for anvendelsen af bedøvelse. En hund der efterlades af sin ejer vil være bange og urolig under fotograferingen, hvorfor bedøvelse kan være påkrævet. Jeg foretrækker selv at være tilstede, når nogle andre mennesker skal behandle min hund. Det kunne lade sig gøre i dette tilfælde, mens andre dyrlæger måske ikke ønsker ejerens tilstedeværelse. Det var måske en idé, at tjekke dette inden dyrlægen vælges.

Hvordan fotograferingen foregik. I mit tilfælde blev hunden altså ikke bedøvet. Dyrlægens veterinærsygeplejeske foretog fotograferingen, mens jeg selv iført et, overraskende tungt, bly-forklæde skulle holde hunden i hovedenden under begivenhedernes gang. Det har absolut en fordel, at ”fotografen” har erfaring, så hele seancen bliver så rolig og kontrolleret som muligt. Inden start tjekkede veterinærsygeplejesken tatoveringsnummeret i lysken, som hvad der sikkert er ofte set, kun kan tolkes korrekt hvis man kender nummeret på forhånd – et sekstal ligner et femtal.

På røngtenbordet var der anbragt en plastikform der indvendigt mindede om en tagrende og heri blev hunden med et snuptag anbragt på ryggen. Plastikformen støttede således hundens sider, så den lettere kunne fastholdes på ryggen. Veterinærsygeplejesken holdt bagbenene, mens jeg holdt om skuldrene/forbenene og støttede hundens hoved med mine arme.

………når hunden bliver bange. Det at ligge på ryggen kan vær en meget angstfyldt fornemmelse for hunde. Den er totalt forsvarsløs i den stilling og fuldstændig ude af stand til at flygte. Derfor er det naturligt, at hunden bliver bange og prøver at undslippe. Min hund prøvede at løse problemet ved at hyle som en pattegris, der bliver trukket i halen. (Hun er da heller ikke den mest modige hund i verden). Hyleriet hjalp dog ikke noget, men rosende ord til hunden fik den til at slappe af, og et par hårde vendinger som ”så er det godt” eller ”færdig” blev nødvendigt, så hunden fornemmede, at ejeren havde situationen under kontrol.

……..er det rigtigt, som nogen tror, at benene bliver trukket halvt af led ? Da den var blevet beroliget, blev bagbenene trukket bagud til fotograferingen – men absolut ikke af led. Bagbensstillingen var omtrent som, når hunden selv strækker benene efter at have ligget ned længe. Derefter blev benene bøjet ned til hver sin side og yderligere et billede blev taget. Hunden viste ingen tegn på smerte eller uro over, at benene blev flyttet. Hun ligger da også stadig som en ”sæl” herhjemme, på trods af at hun er 15 måneder.

Undervejs begyndte hun at pruste (og derved bevæge kroppen) og hvad gør man så for at få stoppet det ? Et forslag om at puste hunden på snuden hjalp ikke, men ved at sætte min hage på hendes underkæbe og presse snuden let mod min overarm, kunne jeg opnå ro i et lille stykke tid, mens billedet blev taget.

Pyha, det er overstået. Det var overstået på få minutter, hvorefter en lettet hund blev løftet ned på gulvet. Med en rystetur og et slik til ejeren på næsen, fortalte min hun, at det nok ikke havde være så slemt alligevel. Den gik glad omkring på et flisegulv og viste ingen tegn på, at den skulle have ømme hofter eller forstrukne muskler.

Hvordan billederne bedømmes. Billederne blev fremkaldt og hængt op, så vi kunne se dem. Dyrlægen fortalte, hvilke kategori hofterne, efter hende skøn, ville få. Det er DKK’s HD-bedømmelsesudvalg der bedømmer billederne, så dyrlægens udtalelse er kun et kvalificeret gæt. De anvendte HD-kategorier er A1, A2, B1 (HD-fri), B2, C1, C2 (HD 1. grad), D1, D2 (HD 2. grad), E1 (HD 3. grad) og E2 (HD 4. grad). FCI’s videnskabelige kommissions HD-symposium har foreslået at lade underafdelingerne undgå, så kategorierne bliver A, B, C, D og E. Det er dog ikke blevet indført endnu (*efterskrift). Bedømmelserne hos DKK foretages for øvrigt fuldstændig anonymt – både hund og dyrlæge er hemmeligholdt for udvalget.

Når hunden har hofteledsdysplasi. En ældre hund der blev fotograferet efterfølgende, viste dog ubehag ved at blive trukket i benene under fotograferingen. Desværre viste det sig også, at den havde hofteledsdysplasi i svær grad. Burde ejeren have vidst dette? Både ja og nej. Hunden har i sin voksne tid afslået leg og vist vrede, hvis andre hunde skubbede til den, samtidig med at den ikke har villet springe ind i bilen. Modsat har den aldrig haltet eller ”slæbt sig af sted”, ligesom den elskede at spæne op og ned ad skrænter. Heldigvis har den altid fået lov til selv at ”bestemme farten”, og det skal den blive ved med. Ejeren var ked af, at hunden ikke var blevet HD-fotograferet for mange år siden, så man kunne have taget mere hensyn til hundens arbejdsevne og have påbegyndt behandling tidligere.

Jeg ventede spændt på resultatet fra DKK. 16 dage efter fotograferingen smed postbudet en brun kuvert fra DKK ind ad brevsprækken. Den indeholdt stamtavlen og et diagnosekort. Førstnævnte havde fået påtrykt HD-status. Sidstnævnte angav den kode (nr.), hunden havde haft i bedømmelsesudvalget, hundens stambogsoplysninger, samt HD-resultatet for hhv venstre og højre hofte, samt den samlede HD-status, som blev angivet i stambogen. Bagpå kortet er angivet forklaring til HD-status, så jeg kunne se, at min hund blev betegnet som HD-fri.

For øvrigt er den HD-værdi, der bliver indskrevet i stambogen, altid den laveste værdi af de to hofter. Har hunden B2 på den ene hofte og C2 på den anden, vil der i stambogen kun komme til at stå C2.

Hvad er HD og hvorfor rammes nogle hunde af det ? Hofteledsdysplasi er et emne, der endnu mangler at blive forsket meget i. Arvelighed har en stor betydning. Med dette menes, at der er en stor risiko for, at en hund med denne sygdom giver den videre til efterkommere via genere. Afkommet kan så være uheldig at få HD, men behøver absolut ikke at få det. HD afhænger nemlig ikke kun af generne, men også af miljømæssige faktorer, der kan virke ”udløsende” (fremkaldende), men ikke behøver gøre det.

Overfodring menes at kunne udløse HD, mens en anden årsag kan være for hård motionering under opvæksten eller andet hårdt slid. Nævnes kan f.eks. det, at gå på trapper eller kaste pind, så hunden bremser og vender hårdt. Det gælder selvfølgelig, at hunden skal være arvelig disponeret, for at HD’en kan udløses.

Nogle siger, at hunden ikke bør gå på trapper, før end den er 6 mdr. gammel – andre siger et år. Min Collie gik på trapper fra den var 6 mdr. Indtil da bar vi den op og ned fra 2. sal (hun var godt nok tung til sidst). I starten gik den kun en etage ned, siden blev distancen langsomt øget, og da den var ca. 1 år gik den selv på trapperne ca. 4-6 gange pr. døgn.

Den rigtige ernæring er meget vigtig for hunden under hele udviklingsperioden. Selv om der til stadighed kontrolleres og undersøges på hofteledsdysplasi, kender ingen hele sandheden om den. Problemet er, at en hund der er disponeret for at få HD, men er fuldstændig HD-fri (ofte kan ejeren så ikke vide, at hunden er disponeret), stadig kan give de HD-givende gener videre til afkommet. En anden situation kan være, at forældrehundene er HD-frie, hvorfor man naturligt formoder, at afkommet ikke er disponeret for HD. Men det er ikke altid korrekt, idet mange tidligere generationers genmasse har betydning for hvalpen – den kan således arve det fra bedsteforældrene, oldeforældrene, m.fl. (* forstået således, at de kan have haft det, og de er sidst kendte led, hvor vi med sikkerhed kan sige, at der er HD-givende gener til stede. Hvalpenes forældre må således også have båret generne for HD, for at hvalpen kan have det.).

Hofteledsdysplasi kan behandles. Uanset årsagen til HD, behøver HD ikke være ensbetydende med aflivning af hunde, tværtimod. Smertestillende medicin eller akupunkturbehandling er nogle behandlingsmetoder der fjerner smerten. En ny metode er indlægning af små guldugler i hofterne med udgangspunkt i akupunkturmetoden (se HUNDEN nr. 10 1993). Jens Klitsgaard fra Aalborg Dyrehospital indsætter kuglerne under bedøvelse med kanyler, og det kræver derfor ikke en egentlig operation. Behandlingen koster ca. 2500,- inkl. moms for begge hofter. Hunden afleveret f.eks. kl. 9.30 om morgenen og kan hentes kl. 15.00 samme eftermiddag. I de efterfølgende uger følger Klitgaard hundens tilstand ved telefonsamtaler med ejeren. 80% af hundene bliver smertefri efter operation. (Kilde: Jens Klitsgaard).

Behandlinger der ikke øjes med at fjerne smerten, er kirogiske behandlinger, hvormed man kan ændre eller aflaste hofteleddet. Lårbenshovedets vinkel i forhold til selve lårbenet kan ændres, eller beliggenheden af hofteskålen i forhold til lårbenshovedet. Som hos mennesker kan hofteled og –skål udskiftes, men ”falder det sammen” efter et par år, er der ikke mange andre muligheder end aflivning.

En anden mulighed er at overskære en lille muskel i lysken, således at trykket i hofteskålen ophæves (lårbensknoglen bliver ikke trukket så hårdt op mod hofteskålen) – til gengæld mistes stabiliteten i leddet, dvs benet kan lettere skride ud. Sidstnævnte er oplevet med naboens Golden Retriever, der kun 6 mdr. gammel havde så svær HD, at den kun kunne gå ca. hundrede meter. Dyrlægen skar en lille muskel over, og hunden er nu symptomfri. Dermed ikke sagt, at den er HD fri, for det er den ikke, men smerterne er væk.

HD-fotografering. Skal, skal ikke ? Selv om det er en relativ stor udgift at lade sin hund HD-fotografere, bør man gøre det. Hvis hunden er rask, kan det selvfølgelig være spildte penge, bortset fra at man undgår spekulationer om hundens sundhedstilstand. Har hunden derimod HD, kan man lette den for mange gener fremover ved, at indlede en behandling. Jo før, des bedre. I det nævnte tilfælde med hunde, der havde dysplasi, vidste ejeren at hundens bagparti aldrig havde været så stærkt, men havde aldrig forstillet sig, at hofterne skulle være så dårlige. Vær derfor opmærksom på de signaler din hund sender dig – kan den ikke lide at springe, sætte sig, gå på trapper, springe omkring eller viser den på anden måde, at bagpartiet ikke er så stærkt, er der måske en ekstra god grund til at få HD-fotograferet den…….for hundens skyld.

Efterskrift januar 2001: Alle priser i artiklen er steget.

* Ønskes en officiel status på hofterne, dvs DKK bedømt, skal du være opmærksom på, at DKK nu har krav til dyrlægen om, at denne skal have gennemgået et DKK kursus for, at DKK accepterer at bedømme billederne fra denne dyrlæge.

* Stambogen skal ikke længere medsendes til DKK.

* De nye HD-trin blev indført år 2000 og er nu blot A, B, C, D og E. Se også min side med ”Facts om Collies”.

Tilbage til toppen

………………………………………………………………………………………………………………….

KENNEL ELLER STUEOPDRÆT ?

(Colliebladet nr. 2. april 1998)

Der er i de seneste år sat tydeligt fokus på (usunde) racehunde og i tilknytning hertil på opdrætterne og deres ansvar. Rigtig mange hundeejere har, mild sagt, ikke nogen særlig positiv indstilling til opdrætterne, men desværre danner folk ikke altid deres holdninger ud fra fakta, men på formodninger og urigtige oplysninger.

For en måned siden havde jeg besøg af et par som ikke skulle købe, men blot gerne ville vide mere om Collies, da de planlagde at købe en Colliehvalp til næste år. De fortalte ærligt, at de bevidst gik uden om kenneler - uden af den grund at forklare årsagen, men logisk nok må det skyldes en mindre positiv holdning. Mit kennelnavn var ikke oplyst på DCK's hvalpeliste, hvilket tydeligvis var årsagen til, at de havde henvendt sig netop til mig. Jeg benyttede derfor lejligheden til at forklare dem, hvad en kennel egentlig var, og har efterfølgende tænkt at måske kunne det også interessere andre.

Der bliver anvendt mange udtryk for næsten samme ting, lige fra "fabriksopdræt", "kennel", "kennelmærkeindehaver" , "opdrætter" , "privat opdræt" og "stue-opdræt", samt noget vi kunne betegne "engangs-opdræt" (som faktisk ca. 10% af DKK's ikke-opdrætter-medlemmer har prøvet ifølge den indledende

gennemgang af de returnerede spørgeskemaer fra deres medlemsundersøgelse".

Definitionerne er lidt udfyldende og varierer fra folk til folk, men ordet "kennel" og "opdræt" kan vi slå op i ordbogen, hvor kennel beskrives som "sted hvor der opdrættes hunde", og der blot om opdræt står: "Opfødning af dyr; Især pleje og behandling af et dyr fra fødslen til det er udvokset". Det betyder faktisk, at enhver person som har en tæve, vedkommende lader få hvalpe, er opdrætter, og hjemmet er en kennel. Det gælder så ligegyldigt om det er racehunde, blandinger, stambogsførste/ ikke stambogsfrste, eller de sælges eller foræres væk.

Ligeså er de personer som måske får hvalpe under betegnelsen "stue opdræt", eller kun får hvalpe én gang (engangs-opdrættere) for blot at prøve det, også i høj grad opdrættere - med hvad der dertil hører af forpligtelser og ansvar.

Kennelmærkeindehavere er folk, som har købt et "kennelmærke" af FCI, som er Dansk Kennel Klub's (DKK) moderorganisation. Det er dette "kennelmærke", som sandsynligvis oftest får folk til at definere en persons opdræt forskelligt - som kennel eller som privatopdræt. En kennelmærkeindehaver skal overholde nogle "kennelmærkebestemmelser", som i øvrigt intet siger om særlige krav til opdrætterens erfaring og viden, opdrættet eller salget, ansvarligt opdræt, sygdomsbekæmpelse eller lignende. Det meste af indholdet omhandler emner som: hvem der kan få kennelmærke og hvordan det kan overdrages, at tidligere kuld kan påføres et nyligt erhvervet kennelmærke, og man skal være medlem af DKK for at kunne beholde det, o.s.v.

Det meste strikse punkt er pkt. 10 der siger "DKK kan fratage indehaveren af kennelmærket retten til at benytte dette, hvis vedkommende ikke overholder DKK's love, DKK's regler for stambogsføring og kennelmærke, samt bestemmelserne om kennelbesøg og kennelinspektion". Disse ting gælder i realiteten for alle der registrerer hunde i DKK, idet f.eks. kennelinspektion er inkluderet i DKK's stambogsføringsregler, som alle der registrerer

hvalpe skal overholde. Ligeså skal alle DKK medlemmer overholde DKK's love, o.s.v.

Man er dog, i DKK's regi, forpligtet til at få et kennelmærke, hvis man har registreret tre kuld hvalpe inden for fem år med DKK-stambog. D.v.s. man får ikke mærket, men skal købe det - for p.t. 800,- kr. Det sværeste er næsten at finde på et navn ! Når først kennelmærket er erhvervet er der ingen krav om / grænser for

antal kuld - hverken hvor sjældent man har hvalpe, eller hvor ofte, ej heller hvor mange. Du kan f.eks. have et kuld hver 10. år, eller 10 kuld om året, hvad du lyster.

En kennel har derfor heller intet med begrebet "erhvervsdrivende" at gøre. En evt. indtægt fra hvalpesalg har kun skattemæssig betydning - og Told- og Skattevæsnet er ligeglade med om folk kalder sit opdræt "kennel" eller "stue opdræt". Har du 3 kuld hvalpe eller flere årligt (uanset antal hvalpe og salgspris) er du forpligtet til at

lade dig momsregistrere og afregne moms på alle hvalpene solgt det år - og det er altså uden betydning, om du har et kennelmærke eller ikke. Denne regel gælder for dem, som ikke har erhvervsmæssig opdræt, dvs for de, som har det som en hobby ved siden af andet arbejde - hvilket jeg tror gælder for mindst 99% af alle

opdrættere. Du er i øvrigt også pligtig til at lade dig momsregistere, hvis du har en han, som du låner ud som avlshan og parringsafgiften overstiger 10.000 kr. årligt.

Kennelmærket er et beskyttet navn ingen andre må bruge, som alle hvalpe fra opdrætteren skal have foran deres resterende navn. Det er således groft sagt blot et slags varenavn - præcist som IBM-computere, Raadvad gryder, Vital Animin pulver, o.s.v. Det skaber genkendelse, men siger absolut intet om kvaliteten af "produktet" eller om "producentens" forretningsetik. Kun når "produktet" (om det så er IBM-computere eller hunde) eller producenten opnår en vis opmærksomhed hos folk, og forhåbentlig har fået et godt positivt image, er det noget man (måske) kan bruge til at skabe en bedre afsætning. Dette kan bl.a. ske, når hundene bliver udstillet, og folk kan se, hvad denne opdrætter kan præstere.

En familie der skal ud og købe hund er altså som udgangspunkt hverken dårligere eller bedre stillet, om de køber hos én med kennelmærke eller fra én uden. I øvrigt er mange kenneler "placeret" i stuen og forældredyrene tæverne er familiehunde, hvorfor betegnelsen "stue opdræt" kan anvendes til både dem med kennelmærke og

dem der opdrætter uden.

Uanset kennelmærke eller ej har folk som laver hvalpe en forpligtelse og et ansvar overfor såvel race, avlsdyrerne, hvalpene, som køberne. Det kan f.eks. gælde områder som; seriøsitet i avlen (at forbedre racen), have god viden om racen, være parat til at tage en hvalpe tilbage (når den måske er blevet 1-2 år), eller give køber penge tilbage, hvis hvalpen får en arvelig sygdom, og meget mere. Og sidst men ikke mindst at kunne vejlede køberne, f.eks. om det er den rigtige race til dem, matchning af hvalpens personlighed til køberen, foderplan, oplysning om soignering og opdragelse, garantier, mm, og selvfølgelig støtte og hjælp i årerne fremover.

Det er køberne der vælger såvel producent som vare, og det må være dem selv der sætter krav og har ønsker til såvel opdrætter som hvalp. Måske kan man bedre få oplysninger om hundenes kvalitet, hvis de kommer fra mangeårige opdrættere - ved at snakke med tidligere hvalpekøbere og se de nu voksne hunde ? Måske er

man på bedre bølgelængde med den person, som blot har et enkelt kuld for "sjov" ? Måske giver den ene bedre garantier og information end den anden ? Som udgangspunkt er ingen af de nævnte type opdrættere bedre end den anden. Præferencerne afhænger af personen der skal købe. Ergo må hvalpekøberen tage stilling til sine egne behov, ønsker og krav, og finde en opdrætter som i størst mulig grad opfylder dette. Præcis som man vil gøre, hvis man skal ud og købe en bil, eksempelvis. Når man først har besøgt eksempelvis 3-4 steder, har man et godt grundlag for at foretage et valg af, for én selv, den "bedste" opdrætter og hvalp.

Efterskift:

Såvel Dansk Kennel Klub som Dansk Collie Klub har siden denne artikels tilblivelse, indført nogle ”etiske retninglinier” for opdræt. Dette betyder at avlshundene og afkommet er kommet i ”stammere tøjler” når det gælder opdræt blandt DKK-stambogsførende opdrættere. ”Retningslinierne” er at betragte som regler, idet der bliver holdt øje med overskridelser og ubegrundede tilsidesættelse af dem kan medføre løftede pegefingre og endda indgreb. Du kan læse mere om Dansk Collie Klubs etiske retningslinier på www.collie.dk

Trebricha collies efterlever de etiske retningslinier.

Tilbage til toppen